Er Lolland blevet Danmarks underdanige labrador?

Der er noget, jeg har gået og tænkt over, mens debatten om datacentre og PtX-anlæg på Lolland er blevet mere og mere intens.

Og jeg tror egentlig ikke, at min største bekymring er selve teknologien.

Min bekymring er, hvad vores begejstring for den fortæller om vores ambitionsniveau.

For er vi på Lolland blevet så vant til at kæmpe for at få et eller andet til kommunen, at vi er begyndt at betragte enhver stor investering som udvikling?

Også når det er noget, andre kommuner aktivt siger nej tak til?

Sigter vi egentlig så højt, som vi tror?

Vi fortæller os selv, at vi tænker stort

• Milliardinvesteringer
• Datacentre
• PtX
• Grøn omstilling
• Nye arbejdspladser
• Store erhvervsprojekter

Det lyder stort.

Men hvad nu hvis vi i virkeligheden sigter ret lavt? Hvad nu hvis vores ambition er blevet: "Bare der dog kommer noget."

Så bliver det pludselig en succes, når en virksomhed vælger Lolland, fordi vi har pladsen, infrastrukturen, energien og arealerne - og fordi vi måske er mere villige end andre til at tage imod det.

Jeg kan ikke lade være med at få et billede i hovedet: Er Lolland blevet Danmarks underdanige labrador?

Vi står med logrende hale og siger ja tak, når andre kaster noget fra sig.

"Vil I have det her store anlæg?" Ja tak.

"Er I sikre? Der er støj." Det går nok.

"Det bruger enorme mængder strøm." Det finder vi ud af.

"Det fylder rigtig meget." Vi har jo plads.

"Andre kommuner vil ikke have det." Det vil vi gerne.

"Der følger ikke nødvendigvis særlig mange lokale arbejdspladser med." Men der kommer jo investeringer.

Og så finder vi bagefter argumenterne for, hvorfor det faktisk er fantastisk for Lolland.

Det er måske lidt hårdt sat op. Men jeg synes, vi skylder os selv at spørge, om der er en kerne af sandhed i det.

Vi har prøvet fortællingen før

I mange år har en del af fortællingen om Lolland været, at vores billige boliger var en konkurrencefordel.

Det lød også som udvikling. Vi kunne tilbyde noget, andre kommuner ikke kunne:

• Billige huse
• Plads
• Mulighed

Og vi fik mennesker til at flytte hertil. Men vi har efterfølgende brugt årtier på at diskutere konsekvenserne af den udvikling. For tilflytning er ikke nødvendigvis det samme som positiv udvikling.

Hvis mennesker flytter til kommunen, men ikke kommer i arbejde og samtidig har brug for betydelige kommunale indsatser, kan flere borgere faktisk gøre kommunens økonomiske situation vanskeligere.

Vi har derfor i årevis råbt op om, at regningen ikke kan bæres af Lolland alene. Og nu ser jeg en risiko for, at vi gentager den grundlæggende tankegang i en ny form.

Dengang: "Kom til Lolland. Vi har billige huse."

I dag: "Kom til Lolland. Vi har plads til det, ingen andre vil have."

Datacentre og PtX er ikke bare arbejdspladser

Jeg forstår godt argumentet for datacentre. Vi lever i et samfund, hvor vores behov for datakapacitet eksploderer. Digitalisering, kunstig intelligens, cloud-tjenester og vores generelle digitale aktivitet kræver datacentre.

Jeg forstår også behovet for at udvikle PtX og andre teknologier, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling.

Men det betyder ikke, at alle teknologier skal placeres alle steder.

Og det betyder heller ikke, at Lolland nødvendigvis skal sige ja, fordi andre kommuner siger nej.

For vi bør også turde tale om bagsiden. Store tekniske anlæg kommer med konsekvenser:

• Arealforbrug
• Støj
• Trafik
• Energiforbrug
• Køling
• Lokal infrastruktur
• Potentielle gener for naboer

Og i nogle tilfælde luftforurening og andre miljømæssige belastninger.

Overskudsvarme kan naturligvis være en gevinst, hvis den reelt kan udnyttes effektivt i den lokale fjernvarme. Men vi skal passe på med at gøre den mulige gevinst til en slags grøn fribillet.

For hvis byerne på Lolland på sigt skal omkranses af store tekniske anlæg, der støjer, fylder, bruger enorme mængder energi og ændrer vores landskab, så bliver jeg nødt til at stille et helt grundlæggende spørgsmål: Hvad er det præcis, vi forventer skal få mennesker til at flytte hertil?

Her rammer vi vores bosætningsstrategi

For Lolland har ikke først og fremmest brug for flere arbejdspladser; Vi har brug for flere mennesker, der vil bo her. Det er en afgørende forskel.

En virksomhed kan skabe arbejdspladser uden at skabe bosætning.

En virksomhed kan investere milliarder uden at skabe et eneste nyt børnehavebarn.

Et datacenter kan være afgørende for vores digitale infrastruktur uden at få en eneste familie til at vælge Lolland som deres hjem.

Og det er netop her, jeg synes, vores nuværende fortælling begynder at hænge sammen på en mærkelig måde.

Vi siger: "Vi vil gerne have flere til at flytte til Lolland."

Samtidig siger vi: "Vi vil gerne have store, støjende, energikrævende tekniske anlæg placeret tæt på vores byer."

Vi siger: "Vi vil gerne gøre Lolland attraktiv."

Samtidig risikerer vi at bruge enorme arealer omkring byerne på aktiviteter, som ikke nødvendigvis gør området mere attraktivt at bo i.

Vi forsøger altså at løse vores bosætningsproblem ved at tiltrække aktiviteter, som potentielt kan gøre bosætning mindre attraktiv.

Det er da værd at stoppe op over; Hvem skal egentlig flytte hertil?

Jeg synes, vi skal begynde at stille nogle andre spørgsmål.

Ikke bare:

• Hvor mange arbejdspladser skaber projektet?
• Hvor mange milliarder investeres?
• Hvor meget grøn energi produceres?

Men:

Hvor mange mennesker forventer vi, at projektet får til at flytte til Lolland?

• Hvor mange familier?
• Hvor mange børn?
• Hvor mange lokale virksomheder får varig vækst?
• Hvor meget skatteindtægt bliver faktisk tilbage i kommunen?
• Hvor mange af de mennesker, der arbejder på anlæggene, kommer til at bo her?

Og måske vigtigst: Gør projektet Lolland mere attraktivt som sted at bo?

For det er efter min mening den test, vi bør bruge.

Vi skal turde stille højere krav

Jeg er ikke imod investeringer. Jeg er ikke imod industri. Jeg er ikke imod datacentre. Jeg er ikke imod PtX.

Men jeg er imod, at vi på Lolland bliver så taknemmelige for at blive valgt, at vi glemmer at spørge, om vi selv synes, det er et godt valg.

Vi skal ikke være den kommune, der siger ja, fordi andre siger nej.

Vi skal være den kommune, der siger: "Det kan vi godt være interesserede i. Men så skal det også være godt for Lolland."

Det betyder, at vi skal stille krav

• Til lokal beskæftigelse
• Til bosætning
• Til lokal værdiskabelse
• Til miljø
• Til støj
• Til infrastruktur
• Til energiforbrug
• Til landskab

Og til den samlede påvirkning af vores lokalsamfund. Det kræver politisk mod.

Men måske kræver det først og fremmest, at vi hæver vores ambitionsniveau.

Lolland skal ikke være billig

Jeg tror, vi skal væk fra tanken om, at vores største konkurrencefordel er, at vi har noget billigt eller noget, andre ikke vil have;

• Billige huse
• Billig jord
• Plads
• Ledig kapacitet
• Store arealer

Det kan være en fordel. Men det kan ikke være vores vision. For hvis vores udviklingsstrategi altid tager udgangspunkt i: "Hvad vil andre gerne have, som de ikke kan få andre steder?" så ender vi med at forme Lolland efter andres behov.

Jeg synes, vi skal vende spørgsmålet om; Hvad vil vi gerne have, at Lolland skal være?

• Hvilke mennesker vil vi gerne tiltrække?
• Hvilke virksomheder vil vi gerne have?
• Hvilke familier skal have lyst til at købe et hus her?
• Hvordan skal vores byer se ud?
• Hvordan skal vores landskab opleves?
• Hvordan skal det være at gå en tur, sende sine børn i skole, drive virksomhed og blive gammel her?
• Og hvilke investeringer understøtter den vision?

Det er en helt anden måde at tænke udvikling på. Det er forskellen på at have en lokationsstrategi og en udviklingsstrategi.

Vi skal turde drømme større

Måske er den største udfordring på Lolland derfor ikke mangel på muligheder. Måske er det vores egen forestilling om, hvad vi kan tillade os at kræve. Vi behøver ikke være taknemmelige, bare fordi nogen vil investere på Lolland; Vi skal være kritiske. Vi skal være ambitiøse. Og vi skal turde sige: "Det er ikke nødvendigvis godt nok."

For Lolland skal ikke være det sted, hvor vi tager imod det, ingen andre vil have, og bagefter bruger alle kræfter på at overbevise vores egne borgere om, at det er fantastisk.

Vi skal ikke være Danmarks underdanige labrador. Vi skal være en kommune, der selv bestemmer, hvad den vil være.

Lolland skal ikke være billig.

Lolland skal ikke være stedet, hvor andre placerer det, de ikke selv ønsker.

Lolland skal være et sted, mennesker aktivt vælger til.

Og det kræver, at vi begynder at stille højere krav til den udvikling, vi selv kalder udvikling.